Nordahl Grieg på Island



Av Halldor Laxness


Paa ottehundred-tallet rejste der mange norske digtere til Island, men saa gik der elleve hundrede aar uden at der kom nogen, indtil Nordahl Grieg dukkede her op i 1942; en verdenskrig og fjendtlig okkupation av Norge - intet mindre skulle der til for at genoplive trafikken. Selvom norske digtere ikke mere benytter det sprog som Norge skjænkede Island, og som vi islændinge staar i evindelig taknemlighedsgæld til nordmændene for, saa var mødet med Nordahl Grieg som med en ven og landsmand vi bare havde taget afsked med i gaar.

Dog, det var ikke første gang Nordahl Grieg besøgte Island. Som ung korrespondent var han rejst hertil i 1930 for at referere Altingets tusindaarsfest paa Tingvellir. Han kom vist ikke i berøring med ret mange islændinge under sit første korte besøg, han var jo dengang næsten ukendt udenfor Norge, hans indsats i skandinavisk aandsliv blev først gjort for alvor i det paafølgende aarti. Jeg mødte ham ikke personlig i 1930, men jeg lærte ham at kende som forfatter allerede dengang, da nogle af hans artikler fra altingsfesten af en herværende redaktør blev mig forelagt med ønsket om at jeg skulle oversætte og lave et uddrag af dem for dennes avis. Jeg husker disse artikler tydeligt endnu; der var i denne reportage fra Tingvallaslettens højtid et stort sus, betegnende for den kvalitet som jeg saa ofte senere skulle møde i Nordahl Griegs arbejder; det hedder paa islandsk arsùgur i flugnum: sus af ørneflugt. Det føjede sig saaledes under krigen, Gerd og Nordahl blev Norges kulturambassadører paa Island, sendt hertil over et hav av glemsel. Og det var deres værk, mere end nogle andres, at Island Norge under krig og blokade kom nærmere hinanden end nogensinde før, siden sagatiden. Mens Norge var blevet underlagt af en fjendtlig krigsmagt, repræsenterede de i landflygtigheden ikke blot det fineste i norsk kultur, men ogsaa det norske sinds stejle sejrsvilje; og vi var stolte af dem som om de var vore egne; efter en alt for afbrydelse af de to landes kuturelle samkvem, følte vi lige med eet i deres nærværelse en mærkelig indre samhørighed med Norge.

Alle døre stod aabne for Nordahl og Gerd paa Island, saavel offentlig platform som hjemmene, - hvad der dog hørte til undtagelserne med hensyn til de udenlandske krigsstyrker som i disse tider gæstede landet. Nok holder vi endnu fast ved alle primitive folks dyd, gæstfriheden; men det sker ikke ofte at vi medtager den fremmede som en af familien. Intet forekom os mere naturligt end at Nordahl optraadte, - talte, læste op - paa møder og sammenkomster hvor der var lutter islændinge tilstede; hans digte blev trykt paa norsk af et forlag i Reykjavik; og Gerd spillede paa vore scener sammen med de islandske skuespillere. Det var paa en maade som at opleve en virkelighed fra tiden før Egill Skallgrimsson.

I eftersommeren 1942 blev Nordahl inviteret til at bo paa den gaard ude paa Tingvallasletten, som af regjeringen er reserveret for høje udenlandske gæster; han holdt et par ugers retraite fra krigstjenesten dèr - i tingvallanaturens ophøjede stilhed, som han saa impressivt havde beskrevet som ung reporter tolv aar forinden. Det var lige efter han kom derfra., som jeg traf ham første gang; vi sad og passiarede en hel eftermiddag påå Hotel Borg, han var der sammen med sin islandske oversetter, Magnùs Asgeirsson. Allerede vort første møde var som mellem gamle venner. Jeg havde fulgt hans forfattergerning siden hans hjemkomst fra USSR, - vi lige gik fejl af hinanden i Moskva i efteraaret 1932. Jeg havde læst alle hans artikler i Vejen frem og lært at se op til ham som Nordens coming man indenfor litteratur og kulturkamp. Jeg havde været til premiere paa Vor ære og vor magt i København 1935, og var godt kendt med hans roman Ung maa verden endnu være, som trods for reportageromanens uepiske form og altfor begrænsede muligheder i motivhandling, indeholdt mange straalende partier, med karaktertegninger som jeg satte meget højt.

Nordahl Grieg var først og fremmst en ven af menneskene og derfor af naturnødvendighed en fredens forkæmper. I sit digterskabs blomstringstid oplevede han, at krigsgale elementer ude i verden var kommet højt til vejrs; det var lykkedes endnu en gang at kaste menneskeheden ud i den slags idiotiske massemyrderier, som der jo ikke undes andre end fremgangsrige poliyikere og virkelig store statsmænd at afstedkomme.

Det var derfor ikke underligt, at en saa lidenskabelig fredskæmpe og ven af menneskene som Nordahl Grieg, var en desillusioneret mand, da han, iført militæruniform, som aktiv deltager i en krig anstiftet af menneskehedens fjender, ankom hertil fra nogle norske vagtposter et steds oppe i Polarhavet eftersommeren 1942. Mange gange virkede han forpint som en mand der har set haabets bygværker styrte i grus. Men han var langt fra nogen fortvivlet mand. Han vidste at denne kamp maatte udkæmpes, og at de tyske krigsmageres uundgaaelige fald for krigsblokken vilde betyde et nederlag og en forsvækkelse, der i fremtiden vilde gjøre det meget svært for disse forbryderiske elementer at reise sig til nye uhyrligheder imod menneskeheden. Kampens nødvendighed var saa kategorisk en ting for Nordahl Grieg, at mange gange virkede han som aandsfraværende naar talen kom paa andre emner; i samtale med ham kom jeg ofte til at tænke paa hans forhenværende kampfælle Auden`s Spanienkvad, hvor alverdens og alle tiders interessante og attraktive ting bliver opregnet, for siden at slutte med disse trivielle ord: But to-day the struggle. Kampens nødvendighed var det eneste der spillede en rolle; andre ting ligesom gled for ham ud i det meningsløse og uvæsentlige: to-day the struggle.

I hans digtsamling Friheden, som ved hans død forelaa trykt i Reykjavik, findes der et digt som han kalder De bedste. Her hedder det: Det er de bedste som dør. Men lidt senere staar det:

bare i dristige hjerter
strømmer de falnes blod.

Jeg tror han følte det som en pligt overfor sine faldne kammerater og venner, ogsaa selv at dø i denne krig; han kunde ikke finde sig i, selv at staa tilbage for de bedste. Jeg synes at det er en pinende idè, at netop de absolut bedste skal ofres for at det allerede i forvejen dømte udskud af menneskeheden, de krigsgale statsmænd, i deres beskidte grave ogsaa fortsat skal forbandes.

Løjerligt, husker jeg han sagde engang til os, at man skal sætte sig op i en flyvemaskine og flyve til andre lande, for dèr over en ukendt by, næsten paa maa og faa, at nedkaste en pakke sprængstof - for at befri menneskeheden.

Vort bekendtskab i verdenskrigens skygge var mættet av tristesse. Jeg beundrede ham uden forbehold som legemliggørelsen av de ædleste menneskelige egenskaber. Og samtidig var jeg grebet af de bange forudanelser: jeg vidste altfor godt at fredskæmpens skjæbne var uigenkaldelig prisgivet krigens forvoksne meningsløshed, dens katastrofale idioti.

En aften lidt over et aar senere, under en privat musiksoirèe, min forlægger som ogsaa var Griegs forlægger i Reykjavik, kommer pludselig inad døren, og kalder mig ind i et sideværelse; et telegram var ankommet, Nordahl Grieg var styrtet ned med en nedskudt flyvemaskine over Berlin.

Der er hændelser som end ikke en ordets dyrker vil nogensinde være i stand til at finde udtryk for; ting som er og bliver hensatte til et ordløst mørke.

Saadan føltes det. Og saadan føles det endnu, hver gang vi tænker paa det. Og dog, jeg ved meget godt der alligevel skulde kunde findes en trøst - ogsaa i et saadant tilfælde; for eksempel de perspektiver der aabnes i slutningsstrofen af Nordahls digt. De bedste, som jeg siterede før:

De øket det livet de gik fra
de spøker i nye menn,
paa deres grav skal skrives:
de bedste blir altid igen.





Haldor Laxness
I: KVINNEN OG TIDEN,
SÆRNUMMER;
NORDAHL GRIEG: 1902 - 1. NOVEMBER - 1952.










1