Det er ei længer sultens knokkelskarer

som med hæse hyl i byen farer

og for sin færd ei ser et andet maal

end dulme livets ve ved skrik og skraal.

Det er ei længer filleklædte lemmer

som med ydmygt blik og yndestemmer

ber om brød, et usselt lite brød

at stille dagens værste sultenød.

Nei, det er selvbevisste mænd og kvinder

som idag sig selv og andre minder

at de har ret til livets overflod

fordi de dagen lang i arbeid stod.

Som minder om at mot dem vold er øvet

at deres rette del er fra dem røvet,

at det er deres faste viljes agt

at ta tilbake sit med rettens magt.