om Nordahl Grieg "Han var tro mot sine ideer" I dag, da disse linier skrives, er det den 29. august - for os danske en historisk dag. Det er i dag 19 år siden hele den danske folkevilje udtrykt i de såkaldte folkestrejker, tvang den indtil da siddende regering til at trække sig tilbage. Den gjorde dermed ende på mere end tre års samarbejde med den tyske besættelsesmagt og placerede Danmark i den kæmpende frie verdens ræssor. Længe før, 1937, havde statsminister Stauning i sin berømte tale i Lund afvist den da levende tanke om at danne et nordisk forsvarsforbund mod trudselen fra det fascistiske Tyskland. "Har Danmark fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vægne", sagde han. På det tidspunkt befandt Spanien og det spanske folk sig i åpen, skånseldløs krig mod den internationale fascisme. Den danske regering var gennom tilslutning til ikke-indblandingspolitikkem med til at blokkere den lovlige spanske regering for våben, mens disse strømmede til modparten og Danmarks rigeste mand, skibsrederen A. P. Møller havde tilkendegivet sin sympati ved af sin overflod at stille 5000 kroner til rådighed for Franco. Men på det tidspunkt kæmpede hundreder af norske, danske og svenske broderlig side om side med det de havde, livet som indsats - for det spanske demokrati, for verdens fred og dermed for Nordens sikkerhed. Midt i denne kamp var Nordahl Grieg. "Et upolitisk menneske er en evenuk, som kender sin afmagt og lader sit liv hemmelig bestemme af meget politiske mennesker", skrev han i "Arbeideren" 17. september 1937. Men Grieg ville ikke selv være et passivt offer for andres politikk, og han ville ikke, at andre mennesker skulle være det. Derfor tog han til Spanien og deltog på dets fronter i det spanske folks kamp. Han var mellem soldatene og han var soldat, selv om han kaldte sig journalist og forfatter og selv om hans våben var pennen, hans magt over ordet og hans evne til selv at forstå og få andre til at forstå de væsentlige og afgørende ting. Fra Spanien fortalte han verden derude ikke blot om begivenhedernes gang, men om dens lærdommer på godt og ondt. Han fortalte fra de bombede byer om hva fascismen var, han viste ud fra Spaniens erfaringer om hvor kort vejen er fra snak om "nationalisme" til nationalt forræderi. Gennem sine møder med folkehæren og deres berømte militære ledere, udgået fra arbejdere og bønder, lærte han at det nytter at kæmpe - at der findes veldige kræfter i et folk, der ved at det kæmper for en retfærdig sag. Og der så han blandt sine egne, sine norske og skandinaviske landsmænd deres ansvarsfølelse og solidaritet, som endnu kunne redde Norden fra Fascismen. Grieg, der så grundigt lærte krigen og dens væsen at kende, skrev han senere, under den anden værdenskrig, om den: "Har ikke krigen skabt storhed? Den skabte den ikke! Den var der!" Grieg var en stor mand. Han var det rent bokstavelig af vægst, som han færdedes mellem de små mørke spaniere. Men var det også ved sin måde at være på: rolig, opmærksomt og klogt vurderende. Men han var det især ved sin troskab mod sin idé, mod sit livs indhold. Jeg så ham kun nogle gange på Brunetefronten: ved Brunete selv, ved Villaba, ved Passionarias møde ved brigaden og ved vort eget møde - altsammen har Grieg skildret bedre og mere umiddelbart, end jeg formår. Men jeg har set og kendt ham nok til at forstå, hvorfor og hvordan han, som mange andre, efter Spaniens fald måtte fortsætte kampen til selve enden. Folk der aldrig har forstået eller troet på Griegs idé, som måske af svakhed er faldt fra, eller som simpelthen er motstandere, har senere prøvet at stille spørgsmålet om, hvordan mon Grieg nu ville stille sig til dette eller hint. Deri er intet nyt. Sådan har folk, hvis idéer netop ikke har kunnet frembringe storhed søgt at snylte på andre. Hva Grieg angår, har han jo selv svart - og hele hans liv har bekræftet det: Hans hjerte og tanke var stedse hos Norge - og vi ved, hos Norden - hos menneskene. Villy Fuglsang I: Gå inn i din tid Forlaget NY DAG, Oslo, 1962, s. 135-136. Les om Villy Fuglsang! her her og her Villy Fuglsang; Spania 1937....