Trods alt / Otto Gelsted


Mens amerikanske flyvemaskiner
leger krig over Danmark
og jetflyvere eksploderer mod lydmuren,
tænker jeg på dig,
Nordahl Grieg,
flyver, digter og kriger.
I dit liv og i din kunst og i din død
står du for os
som støvstøtten og ildstøtten
for israelitterne i ørkenen.
Dit udødelige navn
har en klang, der siger:
Hold ud! Er alt andet tabt,
modet er ikke tabt.
Hvor der er mod, er der håb.
Hvor der er håb, er der sejr.
Også i Danmark
er du indgået
som en uforglemmelig tone.
Dit fjældnavn vil lyse
over Lundbyes lave og skønne landskaber
og i solskinnet over mit fædreland
vil der altid være en glans af dit liv


Otto Gelsted


Trods alt / Otto Gelsted. - S. 50
I: Nordahl Grieg : 1902 - 1. november - 1952 /
Ole Grepp ... [et al.].- Oslo : Falken, 1952
(Kvinnen og tiden. 1952, særnummer)