VED RUDOLF NILSENS BÅRE av Arnulf Øverland På stengrund sådde han sin blomstersæd, og fortaugskanten blev et hellig sted. Blankslitt av gatens hverdagstravle strøm var altertrinnet for hans unge drøm. På gap stod porten til en helligdom, som ingen - ingen andre visste om. Han gik og lyttet til en symfoni: I tætte stim drev arbeidsfolk forbi, og lastebiler spydde ut sin gas, husene ristet av de svære las. Og ruter blusset op, og lykter tændtes for folk som elsket, sørget, drak og skjændtes! En raatten mursensrøis var hjemmet hans. Ogsaa til den gav kjærligheden glans, fordi det er det unge hjertes kræfter, som avler rikdommen, vi higer efter. Han sat om kvelden i sit gråbeinslot ved lampen i det nakne dikterkot og gjorde vand til vin og brød av sten, til lampen bleknet, og til solen sken. Og nummer 13 steg mot sotgrå sky: Det rummelige hjerte i vor by! Hans drøm var vor. Den var os mere nær end stjernehvælvingen om natten er. Og skjønnere end nattens stjernebro er menneskenes længselsfulde tro! Hans tro var vor. Vi haster mot en tid, hvis røde dæmring varsler storm og strid. Vort mål er ingen væbnet romerfred, men folkebrorskap i retfærdighed! Han svang sit bæger. Og han hadde råd, fordi han visste, at vort liv er dåd! Slik var hans tone: både stærk og øm. Og sandelig, vort liv kan trænge drøm! trykt s. 80-81 I: Hustavler : digte / Arnulf Øverland. Oslo : Fram, 1929. - 84 s.